Det skete ... (efter spillet)

Grønlands skæbne blev endelig afgjort den 9. september 1952, hvor Landsrådet godkendte, at Grønland blev et dansk amt.
Men historien kunne have været en anden. Siden afslutningen af krigen havde der været debat og kamp om, hvad der skulle
ske med Grønland og grønlænderne, når landet ikke længere skulle være en koloni. Og midlerne i denne kamp var ikke altid
lige fine.

Dilemmaspillet handler om den strid – og om den kunne være endt anderledes, end den gjorde. Efter krigen var der var nemlig
også andre muligheder, end at Grønland blev integreret i Danmark som et amt, f.eks.:

  • Grønland fik selvstyre – nogenlunde som Færøerne og Grønland har i dag.
  • Grønland blev solgt til USA – blev integreret i staterne. USA var interesseret i at købe Grønland, hvor amerikanerne havde
    flere baser.
  • Grønland blev en selvstændig stat. En ret som kolonierne ifølge FN havde.

Kampen om Grønlands fremtid begyndte i 1946. Den foregik altså over flere år. For at kunne spille dilemmaspillet er begivenhederne
koncentreret til et fiktivt møde mellem medlemmer af Landsrådet og andre vigtige aktører – og altså ikke det afgørende Landsråds-
møde 9. september 1952.


Senest ændret: søndag den 7. november 2021, 13:55