Dilemmaspil – Grønland

Grønland – fra koloni til amt

Kolonitiden

Siden 1400-tallet havde europæiske stater tage landområder rundt om i verden og gjort dem til deres kolonier.
I 1722 blev den sydvestlige del af Grønland en dansk koloni, og der blev oprettet en række kolonidistrikter. De
fleste grønlændere levede i den sydvestlige del af Grønland. Efterhånden blev der oprettet flere kolonidistrikter.
Først i 1921 blev det anerkendt internationalt, at hele Grønland var en dansk koloni.

Danske myndigheder bestemte alt i Grønland. Grønlænderne måtte kun sælge deres produkter til Den Kongelige
Grønlandske Handels (KGH) butikker. Grønlænderne levede især af fangst af sæler og andre havpattedyr og fiskeri.
Myndigheder afgjorde, hvilke varer grønlænderne måtte købe, og prisen på deres egne produkter. Man siger, at KGH
havde monopol på handelen.

Grønlænderne kunne ikke bare rejse ud af landet. Og danskere skulle have en særlig tilladelse, hvis de rejste til Grønland.
Grønland og grønlænderne blev altså holdt isoleret fra omverdenen. De danske myndigheder mente, at kun på den
måde kunne den grønlandske kultur og måde at leve på bevares. Myndighederne mente også, at den politik beskyttede
grønlænderne mod at blive udnyttet – ligesom det skete i andre landes kolonier.

Efterhånden fik grønlænderne en vis indflydelse på egne forhold. I midten af 1800-tallet blev der i kolonidistrikterne
oprettet forstanderskaber, som skulle tage sig af sociale problemer og kriminalitet i lokalområdet. Forstanderskaberne
blev valgt af fangerne i distriktet.

I begyndelsen af 1900-tallet blev det øverste styre overladt til to landsråd, et for Nordgrønland og et for Sydgrønland.
Hvert landsråd blev ledet af en dansk landsfoged. Som navnet fortæller, var det landsrådenes opgave at rådgive den
danske regering og Rigsdagen (parlamentet i Danmark). Men ofte fulgte regeringen landsrådenes forslag.

I 1952 blev landsrådene slået sammen til ét. Medlemmerne af det 12 mands store Landsråd blev valgt af grønlænderne.
Landsrådet var altså en slags grønlandsk parlament. Dets formand, landshøvdingen, var udpeget af den danske regering.
Den første landshøvding var Poul Hugo Lundsteen. Han kendte ikke meget til Grønland, da han fik posten.

Amerikanerne kommer

I 1940 besatte Tyskland Danmark, og forbindelsen til Grønland blev brudt. Landsfogederne overtog styret af Grønland.
I 1941 etablerede USA en række militærbaser i Grønland. I resten af krigen var der op mod 6.000 amerikanske soldater i
Grønland.

Det havde været dansk kolonipolitik, at Grønland så vidt muligt skulle bevares som et samfund, hvor befolkningen levede
af at fange sæler og andre havpattedyr samt fiskeri fra mindre både. Derfor forsøgte de danske myndigheder at begrænse
grønlændernes kontakt med omverdenen.

Da amerikanerne kom til Grønland, så befolkningen, at meget kunne være anderledes. De oplevede, hvordan der blev
udbygget havne og opført andre anlæg. Grønlænderne forstod, at et mere effektivt fiskeri og udvikling af fiskeindustrien
ville være en fordel. Grønlænderne kunne nemlig sælge alle de fisk til amerikanerne, som de overhovedet kunne fange.
Velstanden steg, og grønlænderne fik mulighed for at købe langt flere forskellige varer.

Under krigen fik grønlænderne også lettere adgang til nyheder. Grønlands Radio blev oprettet, og avisen Grønlandsposten
blev grundlagt. De to medier fik stor betydning for grønlændernes ønske om udvikling. Da krigen var slut, var det klart for de
danske myndigheder og befolkningen i Grønland, at man ikke bare kunne vende tilbage til den gamle kolonipolitik. Det var
nødvendigt med store forandringer om udvikling og forandring.

Danmarks dilemma

Danmark var en af de mange stater, der kort efter afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945, oprettede De Forenede Nationer (FN).
Ifølge FN skulle alle lande have ret til selvstændighed. Ingen lande skulle derfor være kolonier.

Den danske regering forsøgte at få FN til at godkende, at Grønland ikke var en koloni. Men regeringen måtte acceptere, at
Grønland var et ikke-selvstyrende område. Og derfor havde det ret til selvstyre. Regeringen var klar over, at man ikke bare
kunne holde Grønland og grønlænderne isolerede, som før krigen. Men regeringen ønskede, at Danmark fortsat skulle have
magten over Grønland. Så hvad skulle der ske?

I 1948 blev Grønlandskommissionen nedsat. Den bestod af en hovedkommission og ni underkommissioner med i alt 116
medlemmer. Langt hovedparten af medlemmerne var danskere. Kun 12 var grønlændere. I den 16 mand store hovedkommission
var de fem udpeget af Landsrådene, mens de øvrige var udpeget den danske regering og Rigsdagen. I 1950 udkom
Grønlandskommissionens betænkning. Den anbefalede at vejen frem for Grønland var at landet blev moderniseret så hurtigt
som muligt. Det betød, at:

  • Grønlænderne skulle lære at være danskere – både sprogligt og kulturelt
  • Handelsmonopolet skulle ophæves, så det danske erhvervsliv ville investere i Grønland
  • Befolkningen skulle koncentreres i byer med industri – først og fremmest forarbejdning af fisk. Derfor var det nødvendigt at
    forflytte folk fra bygder og udsteder til byerne.

Senest ændret: søndag den 7. november 2021, 13:53