TEMA 4: Fra koloni til amt

  

FN og afviklingen af kolonierne

Danmark var en af de mange stater, der kort efter afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945, oprettede De Forenede Nationer (FN). Ifølge FN havde alle lande ret til selvstændighed. Ingen lande skulle derfor være kolonier. Derfor forpligtigede FN koloni-magterne til at give kolonierne et vis selvstyre og hjælpe dem, så kolonierne på et tidspunkt kunne blive selvstændige stater.

Siden Danmark i 1700-tallet havde koloniseret Danmark havde koloniseret Grønland, havde aviser og dokumenter omtalt Grønland som en koloni. Alligevel forsøgte den danske regering at få FN til at godkende, at Grønland ikke var en koloni. Det ville nemlig betyde, at regeringen skulle indberette til FN, hvordan det gik med at udvikle selvstyret i Grønland. Det accepterede FN, men regeringen måtte acceptere, at Grønland var et ikke-selvstyrende område. Og derfor havde det ret til selvstyre.

Regeringen var klar over, at man ikke bare kunne holde Grønland og grønlænderne isolerede, som før krigen. Men regeringen ønskede, at Danmark fortsat skulle have magten over Grønland. Så hvad skulle der ske?


Grønlandskommissionen

I 1948 nedsatte regeringen Grønlandskommissionen. Den skulle komme med forslag til, hvordan det fremtidige forhold mellem Danmark og Grønland skulle være. Grønlandskommissionen bestod af en hovedkommission og ni underkommissioner med i alt 116 medlemmer. Langt hovedparten af medlemmerne var danskere. Kun 12 var grønlændere. I den 16 mand store hovedkommission var de fem udpeget af Landsrådene, mens de øvrige var udpeget den danske regering og Rigsdagen.

Grønlandskommissionens var at udarbejde forslag til, hvad der skulle ske med Grønland. I 1950 udkom kommissionens betænkning. Den anbefalede at vejen frem for Grønland var at landet blev moderniseret så hurtigt som muligt. Det betød, at:

  1. Grønlænderne skulle lære at være danskere – både sprogligt og kulturelt

  2. Statens (KGH) monopolet skulle ophæves, så det danske erhvervsliv ville investere i Grønland

  3. Befolkningen skulle koncentreres i byer med industri – først og fremmest forarbejdning af fisk. Derfor var det nødvendigt at forflytte folk fra bygder og udsteder til byerne

I 1950 blev de to landsfogedembeder nedlagt. En dansk embedsmand fik med titlen landshøvding ansvaret for ledelsen af hele Grønland. Landshøvdingen var også formand for en samlet grønlandske landsråd.


Det afgørende møde

Den 8. september 1952 holdt medlemmer af Rigsdagens (danske parlament) et møde med Landsrådet. Hovedpunktet var Grønlands fremtidige stilling i forhold til Danmark. Den danske regering havde foreslået, at Grønland blev et dansk amt og dermed en ligeberettiget del af Danmark.

Landshøvdingen P. H. Lundsteen anbefalede at Landsrådet sagde ja til forslaget. Samtidig hævdede han, at den danske regering ville have et hurtigt svar. Begrundelsen var, at Grønlands status skulle fremgå af Grundloven, der skulle vedtages efter en folkeafstemning.

Der var indvendinger fra nogle medlemmer af Landsrådet. De mente bl.a., at det krævede tid at undersøge sagen nærmere. Man burde spørge grønlænderne om deres mening, fx ved en folkeafstemning.

Men P. H. Lundsteen fik overtalt Landsrådet til at sige acceptere regeringens forslag.

I 1953 var der folkeafstemning om den nye Grundlov, der bl.a. gjorde Grønland til en del af Danmark. Kun vælgere i Danmark havde stemmeret. Grønlænderne måtte ikke deltage i folkeafstemningen.

Kilde 1 Kilde 2 Kilde 3 Kilde 4 KIlde 5 Kilde 6  Kilde 7  Kilde 8 Kilde 9 
Da Grønland
atter blev frit
Ud af
isolationen
Dansk er
vejen frem
Hvad nu med
Grønland
Statsministerens
planer
Uenighed om
fremtiden
 Fra det primitive
til det civiliserede
Grønland
– et forbillede
 Den store
beslutning

Senest ændret: mandag den 6. december 2021, 08:05